SF logo       Læserbrev      
   



Kommunal service i frit fald      

Villy Søvndal, formand for SF
Peter Borup Sørensen, gruppeformand for SF i Vejle Byråd


Vi forstår godt, at Vejle kommune er havnet i en meget vanskelig budgetsituation. Det blev tydeligt da vi forleden fik en orientering om kommunens økonomiske situation af Vejles borgmester og kommunaldirektør.

Kommunalreformen har kostet
Aktuelt er Vejle ramt at færre skatteindtægter end det var forventet, men dønningerne efter kommunalreformen spiller også ind. Der fulgte nemlig ikke tilstrækkeligt med penge med ved overtagelsen af en række amtslige opgaver og institutioner. I forbindelse med at Staten overtog skatteligningen inddrives der færre penge end dengang kommunen selv stod for ligningen - og det koste Vejle millioner.

Vækst medfører udgifter
Vejle er en vækstkommune. Flere indbyggere medfører flere udgifter til børnepasning, skole, handicappede, byggemodninger, veje og stier, hvilket sætter både anlægs- og driftsudgifterne under pres. Samtidig er der en demografisk udvikling som lægger pres på udgifterne til børnepasning og ældrepleje. Og behandlingsmetoder og effektiviseringer på sygehusene betyder at borgerne udskrives tidligere, men ofte med den følgevirkning, at kommunen skal levere flere sygeplejeydelser i en periode. Alene det koster Vejle kommune over 7 mio. kr. mere årligt. Væksten har sikret at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det er rigtig godt, men det viser sig at nogle af de ledige som nu er kommet i arbejde er mere skrøbelige end gennemsnittet, hvilket er medvirkende årsag til flere og længere sygefravær - og det koster kommunen mange penge. Højere priserne på brændstof, har ramt den kollektive bustrafik i et omfang der giver Vejle kommune en merudgift på omkring 10 mio. kr. årligt, hvis serviceniveauet skal bevares.

Underfinansieret aftale
Og så er der de årlige regeringsaftaler mellem KL og Regeringen, som igen og igen viser sig at være underfinansieret. Der er nemlig ikke tale om reelle forhandlinger. Regeringen sætter sammen med Dansk Folkeparti dagsordenen, trækker pistolen overfor kommunerne og tvinger aftaler igennem der, dels ikke finansierer nye opgaver fuldt ud, dels fratager kommunerne reelle styringsmuligheder. Det gælder bl.a. aftalepunkterne om stigningsprocenten for serviceudgifterne, skattestoppet og rammerne for kommunernes anlægsudgifter.

Forventninger kan umuligt indfries
Det er kommunens ansvar at lave et budget som holder sig inden for Regeringsaftalen. Men i virkeligheden er den opgave fuldstændig umulig. For de forventninger borgerne og Regeringen selv har til omfang og kvalitet af den kommunale service kan slet ikke forenes med de vilkår der bydes. Det siger sig selv, at når der i Vejles situation mangler i omegnen af 300 mio. kr. årligt fremover, er det ikke muligt af indfri forventningerne. Vejle kommune har nemlig allerede gennemført en lang række rationaliseringer og effektiviseringer så potentialet er her begrænset. Derfor står valget mellem en voldsom forringelse af de basale kommunale serviceydelser på bl.a. børneområdet, ældre- og handicapområdet eller en skattestigning. Hvis løsningen bliver en skattestigning, må Vejle de første to år betale en del af provenuet til statskassen som straf - det har Regeringen og Dansk Folkeparti nemlig bestemt. Det til trods kan det ende med at blive løsningen for landets 5. billigste skattekommune Vejle og flere andre kommuner. For hvem synes der skal køre færre busser, hvem synes der kun skal gøres rent hos de ældre hver tredje uge, hvem synes ældremad og børnepasning skal være dyrere, hvem synes der skal lukkes væresteder for psykisk syge og misbrugerne, hvem synes vi skal skære i undervisningstimerne i folkeskolen - ja, sådan kunne vi blive ved.

Stram centralistisk styring
Vejle er hårdt ramt, men Vejle er ikke er ikke den eneste kommune der presses ud i stor besparelser. Og når det er kommet så vidt er det ikke fordi politikere og embedsmænd i kommunerne er uprofessionelle eller mangler vilje til effektiviseringer og udvikling af den kommunale service. De er blot nødt til at udføre Regeringens og Dansk Folkepartis projekt om gennem stram centralistisk styring, at begrænse den offentlige service og øge privatiseringen. Hvor bliver den sunde fornuft, solidariteten og menneskeligheden af?

Der findes et alternativ
Med Socialdemokratiet og SF ved magten vil der komme et alternativ som kan sikre de nødvendige drifts- og anlægsmidler til en moderne velfungerende offentlig sektor, der lever op til befolkningens krav. Et af midlerne vil være at gennemføre en omfattende afbureaukratisering, så de mange kræfter, der i dag er bundet kan frigøres. Samtidig kan der skabes et både mere værdigt og ligeværdig forhold mellem kommuner og staten end vi har set de seneste 7 år.


Villy Søvndal
Partiformand for SF

sfvils@ft.dk

Peter Borup Sørensen
Gruppeformand for SF i Vejle Byråd

pebso@vejle.dk


Hvem er med i SF's byrådsgruppe?

Tilbage til forsiden










Peter Borup Sørensen


Villy Søvndal



Debat

Alle nyere debat-indlæg
kan læses her...


Kommentar til Økonomiudvalgets sag om personalegoder i Vejle Kommune

Fra fodslæber til frontløber

Uacceptabel kommunal kassetænkning rammer psykisk syge borgere i Vejle

Lukning af busruter

Kulturkampen - hvad rager det mig?

De sendte en buldrebasse

Bestyrelsens beretning

Til kamp for kolonihaverne

Nogle har tørklæder på hovedet...

Forslag til debat

Hvad skal vi med
en partiforening?


20 Spørgsmål til VK-regeringen
om den offentlige sektor


Politik - indhold eller strategi?

Politik versus fornuft

Copenhagen Consensus 2008

Kan man indhegne en
fodgængerovergang?


Dagbog 13. april 2007
- en ny politisk spøg



Vær med til at præge
politikken i SF Vejle, ved at
sende dit debatindlæg til:
bo_vejle@hotmail.com