Livskvalitet hele livet

Flere og flere ældre vil bevare helbredet og livskvaliteten langt op i alderen. SF går ind for at støtte de ældre i en sund og aktiv tilværelse som kan sætte dem i stand til at bevare egenomsorg og livskvalitet livet igennem. Samtidig vil vi sikre at de som får hjælp behov, får en ældrepleje præget af omsorg, respekt, faglig dygtighed og viden.

SF vil sætte særlig fokus på de svageste ældre og de grupper som kræver særlig opmærksomhed. Det er bl.a. de etniske ældre, misbrugere, demente borgere og deres pårørende. Vi vil tilrettelægge hjælpen ud fra bedste praksis i de hidtidige fem kommuners ældreservice.

Ældreråd og pensionistforeninger er vigtige samarbejdspartnere på ældreområdet. SF vil inddrage dem i en dialog omkring den ældreservice vi skal have i Vejle og sikre at de ældre gennem deres interesseorganisationer får reel indflydelse på ældrepolitikken.

Det er vigtigt, at personalet har så gode arbejdsvilkår, at stress og nedslidning begrænses. Kun sådan kan vi sikre, at vi kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Og det vil både komme personalet og borgerne til gode.


Det vil SF

  • Sætte fokus på de svageste ældre og de grupper som kræver særlig opmærksomhed
  • Sikre viden og kunnen om demens
  • Flere dagtilbud til hjemmeboende demente og aflastningstilbud til deres pårørende
  • Udbygge antallet af pleje- og ældreboliger
  • Mangeartede tilbud om motion og andre aktiviteter som er forebyggende
  • Organisering af plejen så den enkelte ældre kun får besøg af få medarbejdere som de kan være trygge og fortrolige med
  • Forbedre arbejdsvilkårene for plejepersonalet, så stress og nedslidning begrænses
  • Arbejde for mere tid til plejearbejde
  • Inddrage ældreråd og pensionistforeninger i tilrettelæggelse af ældrepolitikken og aktiviteter





Margit Skovlund:

Det bliver en kæmpe udfordring at finde en fælles vej på ældreområdet i Vejle Kommune. Der er kulturelle forskelle og geografiske afstande som skal overvindes, og den ældre må aldrig blive tabt i denne udfordring. Derfor skal vi satse på uddannelse, udvikling og fastholdelse af vores dygtige personale.

Byrådsmedlem i Egtved Kommune 2001-06
Medlem af Sammenlægningudvalget i Ny Vejle Kommune 2006
Kommunalbestyrelsesmedlem i Ny Vejle Kommune 2007-09