Børn – vores vigtigste ressource

Vejles børn skal vokse op og blive dygtige, kreative og selvstændige medborgere. Derfor skal vi sørge for at ALLE børn trives, bliver kloge og sociale. Alle de ressourcer som det enkelte barn besidder skal fremmes og ingen børn må blive udstødte.

Folkeskolen
Der skal sættes mål, laves handleplaner for og evaluering af udviklingen af elevernes kundskaber i bl.a. læsning og matematik. Alle børn skal have muligheden for at gå i helhedsskole, hvor leg og læring går hånd i hånd. Vi ønsker at der sættes fokus på kost og motions betydning for indlæring. Den rummelige skole skal blive en realitet i alle folkeskoler – og rummeligheden skal også omfatte daginstitutionerne. Indvandrere og efterkommere skal tilbydes kvalificeret undervisning, særligt i dansk som andetsprog.

Daginstitutioner
Daginstitutionerne skal have inspirerende fysiske og pædagogiske rammer. Der skal være tid til at give omsorg og tryghed i institutionen, ligesom barnets leg, fantasi, kreativitet og sproglige udvikling skal stimuleres. Vi mener at den sociale arv skal brydes gennem forsøg med specialprogrammer allerede i vuggestuealderen. Mulige problemer skal opspores tidligt i børnenes liv. Derfor vil vi arbejde for at sundhedsplejen foretager regelmæssige besøg i alle hjem indtil barnet fylder 3 år.


Det vil SF

  • Arbejde for indførelsen af modulpladser i hele kommunen
  • Gradvist indføre helhedsskole i alle kommunens skoler
  • Prioritere lærernes og pædagogernes efteruddannelse højt
  • Tilbyde et sundt måltid mad til en overkommelig pris hver dag
  • Sikre ressourcer til den rummelige skole, udvikle nye metoder og handleplaner
  • Skabe en dialogstruktur mellem bestyrelser og det politiske udvalg for børn
  • Sikre fornuftige klubtilbud for alle børn i hele kommunen
  • Skabe samspil omkring truede børn - mellem børn, familier, netværk, institutioner og foreninger


  • Karen Delfs:

    Børn er den vigtigste ressource i et moderne samfund. Det er børnene der skal stå for den nødvendige innovation og udvikling af samfundet, de skal udgøre fremtidens arbejdsstyrke og de skal sikre freden i verden. Derfor er det så vigtigt, at ALLE børn trives, bliver kloge og sociale. Alle de ressourcer som det enkelte barn besidder skal fremmes og ingen børn må blive udstødte

    Borgmester i Vejle Kommune 2006
    Byrådsmedlem i Vejle Kommune 2001-05
    Medlem af Sammenlægningsudvalget i Ny Vejle Kommune 2006
    Kommunalbestyrelsesmedlem i Vejle Kommune 2007-09

    Familietid
    Da jeg skulle begynde på arbejde efter endt barsel med min yngste søn, var jeg rigtig godt træt af det: en udgift på omkring 3000 kr månedligt kan mærkes i et budget for en familie med 4 børn. Kolleger og venner havde det på samme måde – man ville egentlig gerne være mere sammen med sit barn og derfor gå på deltid, men udgiften til vuggestuen skulle jo betales - og var stadig lige høj. En halvtidsplads er en mulighed for nogle – men mange kan ikke bruge de faste tider kl.8-12 eller 12-16.

    Ønsket om at give forældrene mulighed for at tilbringe mere tid sammen med deres børn var derfor anledningen til, at vi i Vejle Kommunes Børne- og sundhedsudvalg arbejdede med muligheden for at indføre modulpladser. Modulpladser betyder, at forældrene kan købe 25, 35 eller 45 timer i deres daginstitution – og fordele dem efter eget behov, dog skal der være en på forhånd fastlagt rytme i mødeplanen. Nogle forældre holder en fast ugentlig fridag og bruger institutionen fuld tid de øvrige dage, nogle henter tidligt hver eneste dag og andre har rullende vagtskema på arbejdet, og henter/bringer derfor helt forskelligt alle dage.

    Og modulordningen er populær: Cirka 1/3 af Vejles forældre har valgt en modulplads, heraf langt de fleste et 35 timers modul.

    Det har været interessant for os at følge udviklingen: har vi fået flyttet institutionstid til familietid efter indførelsen af modulordningen? En undersøgelse fra februar i år dokumenterer: Indførelsen af modulpladser resulterer i et fald i børnenes gennemsnitlige, ugentlige opholdstid i institutionen. Samtidig viser undersøgelsen at det faktiske antal fremmødte børn pr. medarbejder stadig er det samme: 2,7 børn pr. medarbejder i vuggestuerne og 5,2 i børnehaverne.

    Forældrene er glade for ordningen – også de forældre, der fortsat benytter sig af fuldtidsmodulet. Og politikerne? – vi kan jo ikke undgå at blive lidt stolte, når over 60 af landets kommuner har besøgt Vejle for at høre nærmere om ordningen.

    Karen Delfs