SF's program for den nye Vejle Kommune Kommunalvalget den 15. november 2005 Emne 1 Prioriteringer og økonomisk styring i den ny Vejle Kommune Emne 2 Velfærd, service og skat i den ny Vejle Kommune Emne 3 Vejle Kommune som virksomhed Emne 4 Demokrati og borgerinddragelse i den ny Vejle Kommune Emne 5 Erhverv, beskæftigelse, turisme og uddannelse i den ny Vejle Kommune Emne 6 Fysisk planlægning - centerby- og landsbyudvikling i den ny Vejle Kommune Emne 7 Natur- og miljøpolitik i den ny Vejle Kommune Emne 8 Trafik i den ny Vejle Kommune Emne 9 Børn og unge i den ny Vejle Kommune Emne 10 Vejle også en kommune for de unge Emne 11 Fritidspolitik i den ny Vejle Kommune Emne 12 Kulturpolitik i den ny Vejle Kommune Emne 13 Integration i den ny Vejle Kommune Emne 14 socialpolitik i den ny Vejle Kommune Emne 15 Senior/ældrepolitik i den ny Vejle Kommune Emne 16 Sundhed for syge og raske - social lighed i sundhed i den ny Vejle Kommune === 1 Prioriteringer og økonomisk styring i den ny Vejle Kommune = SF værdier Bred bæredygtighed Helhedstænkning i opgaveløsningen Borgerinddragelse for at sikre et godt lokalsamfund Brugerindflydelse for at sikre gode kommunale ydelser Samfundsudvikling, hvor vi sikrer grundlaget for fremtidige generationer Regional og global sammenhængskraft Kommunen skal kunne matche udviklingen i det omgivende samfund. = Udfordringer i den ny kommune Perioden 2006-2009 vil være præget af kommunalreformen, bl.a. med de nye opgaver der vil komme til. Dette vil kræve ekstra økonomi og personaleressourcer. Det må forudses at den kommunale service kommer under yderligere pres i de kommende år på grund af de økonomiske rammer, regeringen vil udstikke for kommunerne. Udviklingen i befolkningssammensætningen vil fortsat sætte kommunerne under pres med hensyn til velfærdsydelser, fx på pleje- og sundhedsområdet. Der skal skabes intern sammenhæng i Vejle Kommune og samtidig skal samarbejdet udvikles med den nye region og nabokommuner. Vejle bliver regionshovedstad. Der skal sikres kontinuitet og realisering af langsigtede handlingsplaner ved at sætte fokus på Vejle Kommunes udviklingsperspektiv. = Det vil SF * SF's langsigtede mål er at gøre Vejle Kommune kendt og interessant for bosætning og erhverv. SF vil især satse på følgende områder: ** Udvikling af et attraktivt iværksættermiljø. ** Smidig og hurtig kommunal service og sagsbehandling. ** Skole og pasningstilbud på et højt fagligt, pædagogisk niveau i gode fysiske rammer ** Et stort udbud af uddannelser og bosætning af velkvalificeret arbejdskraft. ** Idræt; både eliteidræt og et velfungerende idrætsliv for motionister. ** Spændende centerbyer med socialt liv, kulturudbud og handelsliv * Kommunen skal være aktive omkring det at tiltrække og fastholde virksomheder der vil produktudvikle og iværksætte. Endvidere skal der satses på de lokalt bundne erhverv som landbrug, lager og transport, turisme, handel og administration bl.a. i tilknytning til Vejle som regionshovedstad. Vi ser denne erhvervsudvikling i tråd med den internationale arbejdsdeling, * Opgaver som turisme, kulturudbud og tiltrækning af uddannelser, der bedst løses i samarbejde med andre kommuner, fx i Trekantområdet og Billund/Grindsted, skal løses i samarbejde. * Vejen til at nå SF politiske mål for Vejle Kommune er en sikker økono­misk og holdningsmæssig styring af kom­munen, stor bæredygtigt, ressourcebevidsthed, forebyggelse, effektivisering gennem helhedstænkning, digitalisering og løbende omstilling. * Sætte særligt fokus på at afsøge og forebygge velfærdsproblemer: at manglende indsats på ét område medfører stigende problemer og udgifter på andre områder eller på et senere tidspunkt. En helhedstænkning vil være SF's ledetråd i styringen af kommunens ressourcer. Formålet er at skaffe ressourcer til det vi skal og skabe økonomisk råderum til det vi vil. * Sikre at Vejle Kommunes udvikling realiseres på baggrund af langsigtede handlingsplaner for at forebygge hovsaløsninger og -nedskæringer. * Der skal være konstant fokus på kommunal selvudvikling mod bedre kvalitet til samme pris. Omstillingspuljer skal oprettes med henblik på at sikre økonomisk spillerum til udvikling, omstilling og helhedstænkning. * En effektiv økonomistyring med anvendelse af mål og rammestyring. Heri indgår brug af pengeposeprincippet i forhold til f.eks. institutioner og skoler * For at sikre evaluering, er det vigtigt ** at alle kommunale ydelser beskrives i servicedeklarationer med angivelse af mål og krav for den enkelte ydelse (den beskrevne kvalitet) ** at der løbende foretages systematiske borger- og medarbejderundersøgelser (den oplevede kvalitet) ** at der løbende arbejdes med udvikling af IT-redskaber til registrering og kontrol af ydelserne og indsats (den målbare kvalitet). * SF ønsker at kommunen organiseres ud fra en række tværgående samt fagopdelte udvalg. Der ønskes nedsat et tværgående Forebyggelsesudvalg samt Centerbyudvalg og Landsbyudvalg. === 2 Velfærd, service og skat i den ny Vejle Kommune = SF værdier Vejle Kommune skal være et godt sted for mennesker og naturen i mange generationer fremover. Sikre velfærd for alle, så ingen lider social nød Solidaritet med de udsatte grupper Ligeværdighed mellem borgere og forskellige lokale områder Samarbejdsvilje og vilje til dialog er udgangspunkt for den kommunale service Velfærdsydelser forudsætter brugerindflydelse og et velfærdssamfund kræver borgerinddragelse. Udvikling kendetegner arbejdet med at sikre velfærden og kvalificere den kommunale service Rimeligt skatteniveau i forhold til servicebehov og sammenlignelighed med andre kommuner Effektiv ressourceudnyttelse af de kommunale skattekroner = Udfordringer i ny kommune Med kommunalreformen får kommunen nye opgaver inden for miljø, beskæftigelse, sundhed og det sociale område. De skal varetages i samspil med de øvrige kommunale opgaver, hvor der fortsat er behov for at arbejde med tilpasning af serviceydelser, så de indrettes efter borgernes behov. Statslig beskæring af det økonomiske råderum for kommunernes selvstyre Udviklingen i befolkningssammensætningen stiller øgede krav til velfærdsydelserne. Omsætte de kommunale indtægter effektivt til god kommunal service for borgere og virksomheder Stram kommunal økonomi samtidig med flere opgaver og forventning om mere velfærd for de samme penge. Sikre en god servicekultur i de sammenlagte forvaltninger er en central opgave. De store geografiske afstande i den nye kommune stiller også nye krav til tilgængelighed til den kommunale service. Omsætte de kommunale indtægter effektivt til god kommunal service for borgere og virksomheder Statslige aftaler om den kommunale økonomi og en bebudet ny kommunal udligningsordning vil påvirke niveauet for den kommunale skatteudskrivning = Det vil SF * Arbejde for et ensartet, højt serviceniveau i hele den nye kommune. SF vil i forbindelse med sammenlægningen sætte fokus på kvaliteten af velfærdsydelserne, herunder være opmærksom på, om der kan sikres mere tid til ældreservice, bedre kvalitet i undervisningen og børnepasningen. * Udviklingen i de kommunale ydelser skal ske i dialog med brugere og borgere. SF vil give brugerne øget ansvar og sikre bedre inddragelse af de frivillige organisationer og pårørende i udviklingen af de kommunale ydelser. * Generelt sætte særlig fokus på at afsøge og forebygge velfærdsproblemer: at manglende indsats på ét område kan medføre stigende problemer og udgifter på andre områder eller på et senere tidspunkt. Det drejer sig fx om sociale problemer, beskæftigelsesproblemer, undervisningsproblemer, sundhedsproblemer, integrationsproblemer, miljøproblemer, trafikproblemer. SF vil arbejde for en helhedsorienteret og langsigtet politik. * Uløste opgaver i Vejle Kommune og det øvrige samfund skal søges opfange og kortlagt med henblik på at skabe bedre velfærd for alle. Det omfatter opgaver både i privat og offentlig regi, fx skolemadsordninger, turisme og naturgenopretning, tid til oplevelser for de ældre i ældreplejen eller specielle ressourcepersoner til integrationsindsatsen. * Fastholde lokale kommunale borgerservicecentre i de fem gamle kommuner. Den kommunale service skal sikres gennem servicecentrene både med hensyn til kvalitativ sagsbehandling og ved øget mulighed for digital selvbetjening. * Arbejde for en afbalanceret skattepolitik hvor alle bidrager til udviklingen. SF ønsker mindre skat på arbejde og den bedst mulige sociale fordeling af beskatningen. Mest mulig skat skal derfor flyttes fra indkomstskat til grundskyld og dækningsbidrag. SF vil samtidig arbejde for at Vejle Kommune er blandt de bedste, når man sammenligner forholdet mellem skat og service. Det skal ske gennem en høj ressourcebevidsthed, prioritering og styring. === 3 Vejle Kommune som virksomhed = SF værdier Demokratiske og værdibaserede ledelsesformer Kompetente og selvstændige medarbejdere, der er i stand til at sætte borgerne i centrum Medarbejderudvikling, så kommunen kan tiltrække og fastholde kompetente og selvstændige medarbejdere Medarbejderindflydelse God servicekultur og god virksomhedskultur Godt arbejdsmiljø Resultatorienteret indsats Bæredygtighed, miljøhensyn, sundhed, ligestilling i alle kommunale aktiviteter Vejle Kommune skal være en velfungerende arbejdsplads som personalet er glade for at være ansat på. = Udfordringer i den ny kommune Vejle Kommune er med sine ca. 8.500 ansatte kommunens største virksomhed. Vejle Kommune skal fortsat udvikles, så den til stadighed fremstår som en moderne, åben og demokratisk organisation der er til for borgerne. Der er fortsat behov for at arbejde med tilpasning af serviceydelser og administrative systemer, så de indrettes efter borgernes behov. Der skal sikres en god servicekultur i de sammenlagte forvaltninger. Der skal overtages mange nye opgaver. Der skal sikres et godt arbejdsmiljø i forbindelse med sammenlægningen. En fortsat udvikling af et godt arbejdsmiljø og et lavt sygefravær samtidig med omstilling og opbygning af en ny administration. Udviklingen i befolkningssammensætningen gør det nødvendigt at kommunen kan fastholde og tiltrække ny arbejdskraft til en række områder, fx ældreservice. Grønne indkøb og bæredygtige løsninger skal sikres i de kommunale aktiviteter og økonomiske dispositioner. = Det vil SF * Arbejde for, at kommunen også fremstår som forgangsvirksomhed, ved indkøb af varer og tjenesteydelser, byggeopgaver og udbud, der efterspørger produkter der er fremstillet på et bæredygtigt grundlag mht. miljø, sundhed, arbejdsmiljø og sociale hensyn. * Miljømæssig bæredygtighed i den kommunale aktivitet i form af energibesparelser, minimering af affaldsmængder samt affaldssortering. * Kommunen skal gå foran på sundhedsområdet på egne arbejdspladser og institutioner - for både ansatte og brugere. * Arbejde for en arbejdsmiljøcertificering af de kommunale arbejdspladser. * Med sine ca. 8500 ansatte skal Vejle Kommune sikre gode arbejdspladser med serviceindstillede medarbejdere - som også kan være et forbillede for andre. * Arbejde for at ledelsen af de kommunale arbejdspladser baseres på et helhedsorienteret, bæredygtigt grundlag der bidrager til en fortsat positiv udvikling. * Sætte konstant fokus på medarbejder- og ledelsesudvikling, samarbejde på tværs af sektorer samt en aktiv personalepolitik. Der skal sættes vedvarende fokus på god borgerservicekultur gennem personaleudvikling og uddannelsesmuligheder for personalet * Det skal indgå i grundlaget for kommunens virke, at ledere og medarbejdere har klare og selvstændige ledelsesrum, med udstrakt brug af delegering af kompetence. Denne strategi skal pege frem mod en projektorganiseret og værdibaseret organisation, frem for en hierarkisk og regelstyret organisation. Decentralisering vil være en le­detråd i arbejdet. * Der skal vedvarende sættes fokus på forebyggelse af fysisk og psykisk nedslidning af personalet. ** Det skal ske gennem hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse, udbygning af kollegiale netværk og indretning af ergonomisk rigtige arbejdspladser for den enkelte medarbejder. ** Medarbejderne skal inddrages i udformningen af opgaveløsningerne og udvikling af dialogkulturer og stærke faglige miljøer. ** Ved fravær blandt medarbejderne skal der være opmærksomhed på prioritering af arbejdsopgaver, og hvornår der skal tilkaldes vikarer, så man undgår at stresse både medarbejdere og modtagere af kommunal service. * Kommunen skal gå forrest, når det drejer sig om ligestilling, både ligestilling mellem kønnene og i forhold til etniske grupper på de kommuneale arbejdspladser. * Kommunen skal vedstå sit sociale ansvar og gå foran i forhold til det rummelige arbejdsmarked. De ansatte skal sikres gode ansættelsesforhold, herunder tryghed i form af en egentlig personalepolitik med mulighed for oprettelse af skånejobs, fleksjob og retrætestillinger. === 4 Demokrati og borgerinddragelse i den ny Vejle Kommune = SF værdier For SF er demokratiet en grundlæggende forudsætning for alt politisk arbejde. Ud over de folkevalgte politikere i kommunalbestyrelsen vil SF vil have en dialogkultur, der sikrer brugere, borgere og medarbejdere medindflydelse og medansvar. Både fordi det er ønskeligt ud fra en demokratisk synsvinkel, og fordi det sikrer en kvalificering af de politiske beslutninger og tiltag. = Udfordringer i den ny kommune Med den meget større kommune bliver den største udfordring at få borgerne til at tage medansvar for helheden og de brede beslutninger i kommunen. På den anden side bliver det også en udfordring at sikre en så god dialog at lokale hensyn ikke bliver trådt under fode. Nærdemokrati og borgerinddragelse skal sikres. Borgerne i de fem gamle kommuner skal komme til at opleve sig selv som en del af det kommunale fællesskab i den ny Vejle Kommune. Kommunen skal udvikles ud fra fællesskabets interesser, men med respekt for lokale kulturforskelle. = Det vil SF * Have vedtaget en politik for borgerinddragelse i mellem valgene, udarbejdet i samarbejde mellem borgere og kommunalbestyrelse, for at tydeliggøre de gensidige forventninger til borgerindddragelsen. * Byrådet skal sikre, at et Landsbyudvalg og et Centerbyudvalg oprettes som politiske udvalg under Byrådet som supplement til de traditionelle fagudvalg. Udvalgene skal bl.a. sikre, at der støttes op om lokale ønsker om dialog, etablering af lokale fællesråd og lignende i en landsby, et lokalområde eller en bydel. Lokale initiativer skal kunne støttes økonomisk med puljemidler. * Vejle Kommune skal have en central administration, der kan sikre stærke faglige miljøer og effektiv administration med administrative funktioner decentralt placeret i de nuværende rådhusbygninger. * Decentrale borgerservicecentre i de fem gamle kommuner samt øgede muligheder for digital betjening * Der oprettes dialogfora inden for bl.a. børnepasning, skole- og ældreområdet for institutionernes bestyrelser og ledelser med deltagelse af repræsentanter fra de politiske fagudvalg. * De økonomiske midler skal decentraliseres efter "pengepose-princippet", så institutionernes brugerbestyrelser, ledelse og personale får mest mulig indflydelse på midlernes anvendelse. * Afprøve andre og nye metoder til borgerinddragelse, f.eks. oprettelse af et elektronisk repræsentativt sammensat borgerpanel. * Tidlig information til offentligheden om nye politiske initiativer skal bringes i medier der kommer ud til alle indbyggere, fx ugeaviser og lokalradioer. * Prioritere afholdelse af borgermøder om relevante emner og planer. Synspunkter fra borgermøder og høringer skal inddrages aktivt i den politiske beslutningsproces. * Åbenhed i forvaltningen med borgeradgang til informationer og ved målrettet udadvendt kommunikation via hjemmesider og andre medier. === 5 Erhverv, beskæftigelse, turisme og uddannelse i den ny Vejle Kommune = SF værdier SF vil have en udvikling af erhverv, beskæftigelse, turisme og uddannelser, som er med til at sikre en bæredygtigtig udvikling, med meningsfyldt arbejde for alle og miljøvenlige produkter. = Udfordringer i den ny kommune Den ny Vejle Kommune har rige muligheder for fortsat at være et attraktivt sted for nye virksomheder og turister. Men globalisering betyder udflytning af både ufaglærte og faglærte arbejdspladser. Den nye Vejle Kommune skal med en aktiv uddannelses- og beskæftigelsespolitik sikre at vi er på forkant i forhold til denne udvikling. Der er derfor et påtrængende behov for nye mellemlange og lange uddannelser i den nye Vejle Kommune og hele regionen. Der er desuden behov for fortsat at tiltrække produktions- og servicevirksomheder og etablere synergiskabende iværksættermiljøer. Den nye Vejle Kommune skal gerne være et godt sted for bosætning af medarbejdere: gode og spændende kulturtilbud, velfungerende skoler og institutioner, et levende foreningsliv, varierede indkøbsmuligheder, botilbud til enhver pengepung, og adgang til en rig natur. Det er en særlig udfordring at nye virksomheder og nye erhvervsområder placeres så det hænger sammen med andre mål for bæredygtighed - bl.a. for energi og transport, naturbeskyttelse og udvikling af naturressourcer samt grundvandsbeskyttelse. = Det vil SF Erhverv * Kommunen skal være aktive omkring det at tiltrække og fastholde virksomheder der vil produktudvikle og iværksætte. Endvidere skal der satses på de lokalt bundne erhverv som landbrug, lager og transport, turisme, handel og administration bl.a. i tilknytning til Vejle som regionshovedstad. Vi ser denne erhvervsudvikling i tråd med den internationale arbejdsdeling, * Videreudvikle centerbyerne, Vejle, Egtved, Give, Børkop, Jelling, både kulturelt, arkitektonisk og handelsmæssigt, så det er attraktivt for både erhvervsvirksomheder og deres medarbejdere at slå sig ned i området. Øget tilflytning betyder øgede skatteindtægter, som igen er med til at sikre et højt niveau inden for ældreplejen, børnepasning og skolen. * Fortsat fremme udviklingen af Spinderihallerne i Vejles Vestby som kunst- og kulturcenter og iværksættermiljø. * Udvidelse af IT-innovation som en del af Syddansk Forskerpark * Satse bredt på at styrke iværksættere overalt i den nye kommune og styrke iværksætterrådgivningen. * Arbejde med muligheden for at kommunen i samarbejde med byggebranchen og nabokommuner udvikler et koncept for bæredygtigt byggeri. Til igangsætning af konceptet skal kommunen efterspørge bæredygtige løsninger i sine byggeopgaver. * Fremme af erhvervsklynger med fokus på fremtidens arbejdspladser. * Udbygningen af motorvejen til Herning og naboskab til Billund Lufthavn sikre at erhvervsudviklingen spredes geografisk, og i høj grad friholde områder med natur- og drikkevandsinteresser. I denne forbindelse vil vi udnytte Gives gode placering i udvikling af nye erhvervsmuligheder. * Placere virksomheder uden for væsentlige natur- og grundvandsområder og tæt ved transportknudepunkter. Transport kan derved i større omfang foregå på motorveje, og hvor jernbaner er udbygget kan transport i større omfang ske via jernbane. * Tiltrække arbejdspladser, som understøtter Vejle Kommunes image som en grøn kommune, hvor det er godt at leve. * Vejle Kommune skal have en central rolle i den fortsatte udvikling af offentlig-privat samarbejde indenfor felterne miljø, sundhed og arbejdsmiljø, f.eks. fastholdelse af Green Network's position i Danmark, Europa og Verden som et af de meste succesrige netværk mellem myndigheder og virksomheder. * Dialog med virksomheder om udvikling af mere miljøvenlige produkter. Vejle Kommune skal til enhver tid være klar til at indgå i en dialog med nye og eksisterende virksomheder om forbedring af miljø, arbejdsmiljø, sundhed og sociale forhold. * Fortsat arbejde tæt sammen med andre kommuner i Trekantområdet Danmark om tiltrækning af fremtidssikrede erhverv til regionen. * Arbejde for en fortsat aktiv erhvervshavn på Vejle Havn sikrer vigtige arbejdspladser for kommunen, samtidig med at adgang til miljøvenlig transport på skib sikres for de virksomheder som ønsker at udnytte denne mulighed. Erhvervshavnen skal samtidig gerne udvikle sig til et spændende miljø hvor mennesker kan færdes og få en god oplevelse, og hvor nye virksomhedstyper og aktiviteter kan etableres. Arealerne omkring havnebassinet bør udnyttes ud fra overordnede principper om miljøbeskyttelse således at der skabes en naturlig overgang fra aktiv erhvervshavn til bymæssige bebyggelser. Uddannelse * Udvikle uddannelsesområdet i Vejle Kommune med særlige vækstområder fx langs Boulevarden i Vejle og CVU Jelling med et bredt udvalg af korte og mellemlange uddannelser. * Sikre et større udvalg af mellemlange uddannelser i den nye Vejle Kommune og arbejde for at lange uddannelser kommer til hele regionen; herunder oprettelse af uddannelser indenfor turisme og naturgenopretning. Turisme * Målrette turismeindsatsen så den fungerer som jobskaber * Udvikle turisme. "Pakkeløsninger" med natur og kulturoplevelser udvikles. * Turisme for alle. SF vil fremme tilgængelighed for alle, også handicappede og gangbesværede, overalt i kommunen i både den offentlige og private sektor. * Udvikle konference- og studieturisme i samarbejde med hotelerhvervet, uddannelses- og konference institutioner. * Sørge for udvikling af turisme med fokus på bl.a. Vejle Fjord, Jelling Monumenterne, Kongernes Jelling, Børkop Vandmølle, Hærvejen, Vejle Ådal, Fårup Sø, Tørskind Grusgrav, Egtvedpigens Grav, Give Museum, Vejle Museum, Økolariet, og Givskud Zoo * Turistaktiviter på Vejle Fjord fremmes, så muligheden for oplevelser på og langs fjorden skabes. Beskæftigelse * Vejle Kommune skal være i front med analyser af fremtidens arbejdspladser og skal skabe forudsætningerne for at netop disse arbejdspladser placeres i Vejle Kommune. * Arbejde for at fastholde og tiltrække jobs, herunder flere arbejdspladser for ufaglærte, og for den nødvendige omskoling til efterspurgte kvalifikationer, f.eks. indenfor service- og turismesektoren. Offentlig-privat samarbejde om styrkelse af tværgående kompetencer for ufaglærte borgere udvikles. * SF vil anvende Vejles status som regionshovedstad til at sikre, at Vejle Sygehus fortsat har en afgørende placering inden for sundhedsvæsnet, bevare regionsarbejdspladser og tiltrække private og offentlige virksomheder der opererer i regionen. * Udvikling af kvalitet i centerbyerne Jelling, Give, Børkop og Egtved, med henblik på at styrke bosætning, varierede indkøbsmuligheder og et godt socialt liv og gode kulturelle tilbud. * Videreudvikling af forudsætningerne for detailhandel i centerbyernes bymidter med henblik på at antallet af arbejdspladser i denne sektor vokser. * Flest mulige på aktivering skal i ordinært job eller uddannelse. SF vil have lavet en behovsanalyse om uløste opgaver indenfor den kommunale og private sektor, med henblik på ansættelse af arbejdsløse i reelle jobs med stor nytteværdi for samfundet. * Forbedring af de bygningsmæssige rammer for skolerne og forbedret ældreservice, hvilket også har en positiv effekt på beskæftigelsen. * SF vil arbejde for at der indbygges et socialt medansvar i forbindelse med kontrakter mellem kommunen og private virksomheder. * SF vil fortsat arbejde på at forpligte virksomheder i kommunen til at indgå i integrationsarbejdet gennem ansættelse af indvandrere i praktik og job. * Flexjobs og andre støttemuligheder skal bruges aktivt for at sikre personer med nedsat arbejdsevne fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet i respekt for det enkelte menneskes helbredstilstand og ønsker. Arbejde for fortsat kvalitet i revalideringsarbejdet med udvikling af revalideringstilbud, herunder drift af institutioner overtaget fra Vejle Amt (REFO, Vejle og Ung REVA, Jelling) === 6 Fysisk planlægning, byudvikling - centerbyudvikling og landsbyudvikling i den ny Vejle Kommune = SF værdier SF vil have en fremsynet fysisk planlægning, der sikrer balancen mellem natur- og kulturværdier, boligområder og erhverv, og samarbejdet med tilgrænsende kommuner og regioner. = Udfordringer i den ny kommune Vejle Kommune er en økonomisk stærk kommune, hvor væksten skal fortsætte i det omfang det kan ske inden for bæredygtige rammer. Dette indebærer en planlægning, der tilgodeser både landsbyernes og centerbyernes nødvendige udvikling, samtidig med at natur- og miljøinteresser prioriteres højt. I den nye kommune skal udviklingen inden for erhvervs- og boligvækst derfor revurderes ud fra en overvejelse om, hvilke dele af kommunen der kan bære bestemte typer af vækst : boliger, erhverv, samt kultur- og fritidsinteresser, herunder turistorienterede aktiviteter og anlæg. = Det vil SF * Videreudvikle centerbyerne, Vejle, Egtved, Give, Børkop, Jelling, både kulturelt, arkitektonisk og handelsmæssigt, så det er attraktivt for både erhvervsvirksomheder og deres medarbejdere at slå sig ned i området. Øget tilflytning betyder øgede skatteindtægter, som igen er med til at sikre et højt niveau inden for ældreplejen, børnepasning og skolen. * Videreudvikling af Vejle byrum med spændende tiltag i Byparken, vestbyen v/Spinderihallerne, Havneparken og i Vejle Midtby og centerbyernes bymidter. * Byfortætning, samtidig med at det sikres at rekreative pladser, grønne områder og grønne kiler får en central rolle i byplanlægningen. Kolonihaveområder skal så vidt muligt bevares * Arbejde for at autotunge virksomheder placeres uden for bykernerne * Skabe rammerne for fortsat udvikling af landsbyer på bæredygtigt grundlag, fx ved at sikre befolkningsunderlag til at opretholde skoler og indkøbsmuligheder, bl.a. ved udstykning af attraktive byggegrunde til boliger og støtte det lokale forenings- og kulturliv. * Udvikling af handel i landsbyerne for at sikre borgerne lokale indkøbsmuligheder og for at reducere unødvendig transport samt for at fastholde arbejdspladser lokalt * Variation i boligudbud i boligområder i byer og landsbyer, så der er boliger for alle * Sikre det åbne land, samtidig med at der gives mulighed for en begrænset erhvervsmæssig udnyttelse af allerede eksisterende bygninger. * Vi skal arbejde henimod, at kommunens fysiske planlægning underkastes en miljøvurdering, både i forhold til "naturvenlighed", trafikbelastning og fysisk tilgængelighed. * Arbejde for at alle væsentlige grundvandsområder beskyttes og om nødvendigt at indvindingsområder for drikkevand flyttes uden for nuværende og kommende byområder. * Større erhvervsudviklingsområder skal placeres ved motorveje, hvor særlige miljøhensyn ikke gør sig gældende * Arbejde for at der skabes sammenhængskraft i den nye kommune ved hjælp af hovedbusruter, der bindes sammen med et net af teletaxier. * Sikre overflade- og grundvand ved løbende renovering af kloaknettet * Styrke det politiske samarbejde inden for planlægning og udvikling i forhold til øvrige regioner. === 7 Natur- og miljøpolitik i den ny Vejle Kommune = SF værdier SF vil have en natur i balance, et sundt miljø for mennesker, dyr og planter skal være livsgrundlaget i Vejle kommune. = Udfordringer i den ny kommune Den ny Vejle Kommune har mange storslåede naturområder. Samtidig udgør kommunen som en del af Trekantområdet et center for vækst i erhverv, trafik og befolkning. Dette er en udfordring som kræver øget opmærksomhed på miljømæssig bæredygtighed i forbindelse med arealanvendelse / vækst. = Det vil SF Natur * Skærpe miljøovervågningen for at sikre renere søer , renere vandløb og en renere Vejle fjord * Mere natur og genopretning af naturområder, herunder sikre afgrænsning af ikke landsbrugsmæssigt dyrkede åbne landskaber * Grønne korridorer gennem bycentrene sikres og udbygges * Genopretning og udbygning af stiforbindelser mellem land og by * Pulje til lokale initiativer som fx stianlæg, naturgenopretning, samt natur-, miljø- og kulturformidling. * Udbygning og koordinering af natur-, miljø- og kulturformidling * Miljøuddannelser og grønne job Alle disse tiltag vil betyde forøget fokus på naturen som en resurse i dagligdagen, foruden at alle tiltag vil skabe bæredygtige job. Miljø * Arbejde for at den nye kommune udarbejder en fælles affaldsstrategi og handleplan, som medfører væsentlig reduktion af affald ved kilden og øget kildesortering af genanvendelige affald. * Kommunale mål for CO2 reduktion * Sikring af grundvandsarealer * Ingen brug af pesticider på kommunal jord * Støjreduktion ved større trafikårer * Beskytte det åbne landskab gennem prioritering af miljøhensyn i landzoneadministrationen * Stille krav om fjernelse af skæmmende oplagring (bilvrag o.l.) * Vejle kommune skal udforme en manual for bæredygtigt/økologisk byggeri med krav til kommunalt byggeri og som vejledning til andet byggeri * Arbejde for udbredelse af miljøvenligt byggeri, herunder samlede boligområder med bl.a. genanvendelse af regnvand. * Grøn kommunal indkøbspolitik * Kommunalt miljøregnskab, og kommunalt krav om miljøregnskab i alle større virksomheder * Den nye kommune skal tilsluttes Ålborg Charteret, som Vejle kommune er det i dag, og arbejde med bæredygtig udvikling i alle forvaltninger og institutioner. * Kampagne for at få flere virksomheder, herunder landbrug og dambrug, med i Green Network Ovenstående krav vil være med til at skærpe opmærksomheden i bred forstand over for miljøet i den nye kommune og sikre en ensartet miljømæssig indsats. === 8 Trafik i den ny Vejle Kommune = SF værdier SF vil have en trafik der er bedre i balance med kravene til miljø og sundhed. SF vil fremme kollektiv trafik og dæmpe udviklingen i privatbilismen SF vil fremme motionsgivende transport, det vil sige bedre vilkår for de bløde trafikanter, gående og cyklister = Udfordringer i den ny kommune Kommunens vækst i erhverv og befolkning medfører øget trafik. Dette nødvendiggør udbygning og forbedring af kollektiv trafik og mere miljøvenlig godstransport. = Det vil SF Persontransport * Hovedbusruter, der binder kommunen sammen, kombineret med teletaxiordninger og togforbindelser.Vurdere behovet for at udvide bybusnettet i Vejle by til fx Jelling og Børkop * Kampagne for at både offentlige og private virksomheder betaler buskort til medarbejderne * Sikring af skoleveje, så børn selv kan færdes mellem hjem og skole * Yderligere hastighedsdæmpninger hvor der færdes mange bløde trafikante * Fremtidssikret P-plads politik udarbejdes * Det skal være attraktivt at færdes til fods og på cykel overalt i kommunen * Sammenhængende cykelstinet og ordentlig vedligeholdelse * Funiculaire fra Uhrhøj til Vardevej i Vejle by, som kan styrke den bløde trafik og samtidig blive en turistattraktion (en funiculaire er en "lift", som hele tiden kører op og ned, og som kan medtage passagerer, barnevogne og cykler) Alle disse tiltag vil være med til at dæmpe privatbilisme og gøre det både muligt og mere attraktivt at benytte kollektiv transport og cykel, både på tværs i kommunen og inden for kortere afstande. Godstransport * Store lastbiler ud af bymidterne og omladning fra store lastbiler til mindre * Tvangsruter og tidsbegrænsninger for tung godstrafik, så bløde trafikanter får sikrere trafikforhold, og myldretidstrafik bedre kan afvikles. Det betyder bl.a. mindst mulig godstransport ved skoler, som fx ved Vester Nebel skole * Mere godstransport på skinner og skibe * Trafikanalyse udarbejdes ved planlægning af erhvervsarealer Vejanlæg * Etablere "borgmestervej" fra motorvej E 45 over Ny Højen til Ødsted som trafikaflastning * Fastholde tilslutning af Tørringvej mellem Tørring og Jelling til den kommende motorvej fra DTC til Herning, da den er af afgørende betydning for turisme, uddannelse, bosætning og erhvervsudvikling i området og for at flytte mest muligt af trafikken i området over på motorvej Ovenstående krav skal være med til at sikre at øget vækst i kommunen kan forenes med udstrakt hensyntagen til befolkningens miljømæssige velfærd og sundhed. === 9 Børn og unge i den ny Vejle Kommune = SF værdier Hvis vi vil have kreative, selvstændige og kritiske voksne, så starter det allerede i barndommen: børn i daginstitutioner skal have tid og plads til at udvikle sig. Alle skolebørn skal trives og have sociale, kreative og faglige kompetencer, som gør dem til gode samfundsborgere. Ingen børn må trues af misbrug, vold og kriminalitet. Sunde børn leger bedst! = Udfordringer i den ny kommune Vi vil sætte fokus på børns sundhed og trivsel. Børns sundhedstilstand forbedres væsentligt, når de får masser af frisk luft, og en inspirerende legeplads giver større lyst og mulighed for at komme ud og bevæge sig. Daginstitutioner og dagplejer skal have mulighed for at tilbyde sund, økologisk, kost. Et sundt måltid mad i skolen hver dag fremmer indlæring, trivsel og ro i klassen. Det er vigtigt at eleverne i skolen kommer til at bruge mange sider af sig selv, også de mere kreative og sociale. Det er også vigtigt, at skolerne lever op til folkeskoleloven og tager udgangspunkt i det enkelte barn og børns forskelligheder. Dette kræver både gode fysiske og pædagogiske rammer. Folkeskolen skal være så rummelig, at langt de fleste børn kan gå der. Initiativerne for de udsatte børn må rettes både mod børnene og hele skolens virksomhed. Specialskolerne som overtages fra Amtet skal fortsat være et kvalificeret skoletilbud til de børn og unge, som trods en rummelig folkeskole har behov for et særligt tilpasset skoletilbud. Forældre får stadig mere travlt - vi vil gerne give dem mulighed for at tilbringe mere tid sammen med deres barn ved at tilrettelægge institutionspladserne fleksibelt. For os er det afgørende, at der er kvalitet i børnepasningen, men ser også gerne at forældrebetalingen nedsættes. Vi ønsker at forældrebestyrelser inddrages løbende i byrådets overvejelser og beslutninger på børneområdet. = Det vil SF * Vi ønsker at der gradvist indføres helhedsskole i alle kommunens skoler. En skoleform der lægger vægt på leg og læring, et ligeværdigt samarbejde mellem pædagoger og lærere i undervisningen i de mindste klasser og forskellige læringsstile. * Vi vil arbejde for, at alle elever i Vejle Kommune kan læse senest når de begynder i 3. klasse - og bliver ved med at være gode læsere, også i de ældste årgange. * Vi vil derfor støtte aktivt op om læsekonsulentens arbejde samt andre initiativer der forbedrer børns muligheder for at lære at læse. * Vi vil prioritere lærernes og pædagogernes efteruddannelse højt. * De to-sprogede børn skal støttes i deres udvikling i det danske skolesystem ved at tilbydes kvalificeret undervisning i dansk som andetsprog, modersmålsundervisning og lektiehjælp. * Folkeskolen tilføres ressourcer til at løse opgaverne med den rummelige skole og der skal udvikles nye metoder og laves handleplaner på området. * Vi ønsker at kvalificere børnenes overgang mellem daginstitution og skole gennem et professionelt samarbejde mellem parterne. * SF lægger vægt på, at pasningstilbuddene i Vejle Kommune er fleksible, sådan at forældre har mulighed for at bruge meget tid sammen med deres barn, og sådan at de kan få passet barnet når arbejdet kalder. Vi går derfor ind for at ordningen med modulpladser udbredes til hele kommunen og at åbningstiderne i institutionerne samlet set dækker forældrenes behov. * Der skal være tid til at give omsorg og tryghed i daginstitutionerne, sådan at børn kan trives og udvikle sig. * Vi vil sikre at der er fornuftige klubtilbud for alle børn i hele kommunen. Klubbens aktiviteter skal tage afsæt i børn og unges egne ønsker. * Alle børn og unge skal have adgang til musiske aktiviteter som musik, drama og billedkunst - også på højt niveau. * Vi ønsker at afsætte særlige midler til udbygning og forskønnelse af legepladserne ved daginstitutioner og dagplejernes legestuer. * Vi vil arbejde for, at der gives børn i skoler, daginstitutioner og dagpleje mulighed for mere motion i hverdagen. * Daginstitutioner, dagplejer og skoler skal have mulighed for at tilbyde et sundt måltid mad til en overkommelig pris hver dag. * Tilberedningen må gerne ske sammen med børnene, da det kan grundlægge sunde kostvaner. * Der skal afsættes en pulje til udvikling af kosttilbud i daginstitutioner og skoler. * Vi vil styrke det forebyggende arbejde med børn ved at opspore mulige problemer tidligt i børnenes liv: ** Alle børn skal tilbydes besøg af sundhedsplejersken regelmæssigt indtil de bliver 3 år. ** Der skal være en rød tråd i overgangene mellem livet derhjemme, institutionerne og skolen. ** Arbejdet med den rummelige skole skal udvides til og hænge sammen med den rummelige daginstitution. ** Der skal uddannes ressourcepersoner for børn med adfærds- kontakt og trivselsproblemer i børnehaverne og skolerne, som tidligt kan opsporer udsatte børn og sætter en relevant støtteproces i gang. ** Tilbyde børn, der har behov for det, motorisk træning i små hold på egen skole. Formålet er at forbedre indlæringsevnen samt forudsætningerne for at kunne gøre brug af idrætstilbud og anden fysisk udfoldelse. * Vi ønsker helhedstænkning omkring de truede børn ved inddragelse af børn, familier, udvidet netværk, institutioner og foreninger. * Vi vil arbejde for oprettelsen af en børn- og ungerådgivning * SF ønsker at familierådslagning benyttes som forebyggende i arbejdet med børn i familier, og der tilbydes en behandlingsform der finder styrker og ressourcer hos den unge og dennes familie. * Vi vil udvikle SSP-arbejdet for at styrke børn og unges trivsel og tryghed udenfor institutions, skole- og familielivet og forebygge misbrug og kriminalitet. * Vi vil sikre tværfaglighed og handlekraft ved at arbejde for helhedstænkning i forvaltningsopbygningen i arbejdet med truede børn og unge. * Unge med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne skal sikres udviklingsmuligheder, kontinuitet og sammenhæng i de sociale tilbud. Der skal anlægges en helhedsorienteret vinkel og arbejdes på tværs af forvaltninger for at sikre den unge en oplevelse af naturlig udvikling fra skoleliv, ungdomsliv og uddannelse til voksenliv og erhverv. F.eks. sikring af, at der er helhed og kontinuitet i hjælpen, når den unge forlader skolen og går over voksenuddannelsessystemet og videre, når den unge bliver myndig og betragtes som voksen. * Sikre overgangen fra skole til uddannelse og arbejdsmarked for unge der er uafklarede eller har specielle behov. Der skal etableres et beredskab som kan hjælpe disse unge videre så de på sigt bliver selvhjulpne og fastholder / får selvværd. * Vi ønsker en formaliseret dialogstruktur mellem bestyrelser og det politiske udvalg for børn. === 10 Den ny Vejle Kommune også for de unge = SF værdier Alle unge sikres uddannelses-, bo- og jobmuligheder der svarer til deres ønsker og formåen. Det skal være spændende, udfordrende og sjovt at være ung. = Udfordringer i den ny kommune Mange unge flyttet væk fra området og til storbyerne for at tage uddannelse, også selvom de faktisk kan få uddannelsen her. De mellemlange uddannelser vi har i kommunen skal være synlige for både lokale unge og unge fra andre dele af landet. Der skal skaffes flere mellemlange uddannelser til kommunen. Kultur- og fritidslivet har stor betydning for de unges livskvalitet, derfor skal vi satse på at sikre alsidighed og kvalitet i de tilbud der er. = Det vil SF * Et professionelt ungdomsmiljø indenfor idræt, musik m.m. gør det attraktivt at bo her både for eliten og for vækstlaget lige under. * SF vil arbejde på at skaffe flere videregående uddannelser til kommunen. Dermed vil der kunne skabes et egentligt uddannelses- og studentermiljø. * Musik- og ungdomsskole med tilbud af høj kvalitet. Det grundlæggende skal findes decentralt, mens det er godt at samle de dygtigste på tværs af lokalområderne så man kan stimulere og udfordre hinanden, og dermed udvikle sig i et fællesskab. * Tidssvarende kultur- og fritidstilbud f.eks. lasergame og paintball, men også hvad der måtte dukke op. * Bymiljøet i Vejle skal have et sammenhængende café-, værtshus- og diskoteksmiljø * Den kollektive trafik skal såvel i sin struktur som økonomi sikre at unge har mulighed for at benytte de uddannelses- og fritidstilbud der findes. F.eks. vil SF arbejde for at det skolebuskort/uddannelseskort man køber når man går på en uddannelse, kan benyttes overalt i kommunen. * Tidssvarende fritids- og ungdomsklubber der dækker alle lokalområder i kommunen. Disse børn samarbejde, både for at have fælles arrangementer, men også for at udvikle dette fritidstilbud til de unge. F.eks. skal der være værkstedsaktiviteter der afspejler de unges behov. * Mulighed for at unge mødes på tværs af lokalområder, f.eks. i klubregi * SF går ind for at inddrage unge i de demokratiske processer i kommunen. Hvis de unge ønsker et ungdomsråd, vil vi støtte etableringen af det. === 11 Fritidspolitik i den ny Vejle Kommune = SF værdier SF vil arbejde på at sikre en mangfoldighed af fritidstilbud så alle har mulighed for at udfolde deres interesser, alene eller sammen med andre og på varierende niveauer i forhold til den enkeltes alder og evner. Et aktivt fritidsliv er en del af et godt liv. = Udfordringer i den ny kommune Fritidslivet i en stor kommune afspejler den mangfoldighed og lokalhistorie en sådan indeholder. Denne mangfoldighed skal bevares, samtidig med at der sikres grundlag for fortsat udvikling af tidssvarende fritidstilbud, især til børn og unge, i hele kommunen. Fritid har stigende betydning for borgernes trivsel. Idrætten er en vigtig fritidsaktivitet for mennesker i alle aldre. Derfor skal vi sikre at faciliteterne til disse er tidssvarende i alle dele af kommunen. Selvom mange er aktive i fritiden, så er der også mange, som er passive. Det er en udfordring at motivere de borgere der ikke deltager i organiserede fritidsaktiviteter til at leve et aktivt liv - f.x. ved at bruge den pragtfulde natur der er i Vejle Kommune. = Det vil SF * Vi vil arbejde på at sikre let adgang til at få støtte til at afprøve og udvikle nye ideer og aktiviteter på fritidsområdet, både m.h.t. indhold, form og gruppen af passive. Derfor bør der etableres en udviklingspulje. * Vi ønsker en fortsat udvikling af det kulturliv der er overalt i kommunen, såvel på amatør- som professionelt plan. Samtidig er det vigtigt at stimulere det kulturelle vækstlag. Dette kan bl.a. gøres ved at sikre faciliteter til amatørerne. Her tænkes på værksteder, øvelokaler m.v. der etableres i tæt samarbejde med udøverne, der hvor de har behovet geografisk og fagligt. * Forenings- og organisationsarbejde er i høj grad præget af frivillighed. Det ser vi i SF som en stor ressource især i forhold til børn og unge. I samarbejde med idrætsorganisationerne ønsker SF at Vejle Kommune udvikler tilbud til klubledere og trænere, f.eks. klubnetværk, idrætsdatabaser, kurser m.v., der også sætter fokus på idræt for alle. * De foreninger som gør et forebyggende arbejde i forhold til truede børn og unge, skal have mulighed for ekstra økonomisk støtte til netop det arbejde. * Undervisningen af børn og unge indenfor det musiske område skal koordineres. Det gælder ikke mindst musikskoleundervisningen, i betragtning af de mange niveauer og lokaliteter den skal dække over. Basis skal være lokalt mens det videregående vil skulle placeres centralt. * Vi vil understøtte etableringen af en professionelt baseret korskole - dette understøtter også de mange amatører der har stor glæde af at synge sammen. * Alle børn i kommunen skal have reel adgang til undervisning inden for billed- og dramaområdet * Lægge vægt på at der er mulighed for fysiske fritidsaktiviteter tæt på beboelsesområder. Dette skal bl.a. være i form af såvel traditionelle som utraditionelle idrætsanlæg. Det skal være nemt og sjovt at være sund. * Der skal være faciliteter og samlingssteder til den uorganiserede idræt. Et eksempel herpå er skøjtebanen i Vejle. Tilsvarende samlingssteder skal etableres andre steder i kommunen afhængigt af lokale ønsker og muligheder. * Der skal være tilbud om motion der er så god og varieret, at folk har lyst til at holde fast ved idrætten også op i en høj alder. * Der skal skabes muligheder for at give speciel støtte til familieidræt og tværgående tilbud i foreningerne. * Den professionelle idræt har stor værdi som underholdning og som forbillede for børn og unge. Derfor vil SF arbejde for at stimulere eliteidrætten - også på nye områder. Kvaliteten og det sociale samvær i foreningerne er en grundlæggende værdi i det danske samfund og fungerer som samlende aktivitet i lokalområderne. Vi ønsker at sikre muligheden for at fastholde og udvikle denne, selvom samfundet forandrer sig. * Vingstedcenteret har en bred vifte af faciliteter til idræts- og andre fritidsaktiviteter. Disse ser vi som en mulighed for at etablere fælles aktiviteter på tværs i kommunen og for at tiltrække større idrætsarrangementer. * SF vil understøtte og udvikle eksisterende kulturinstitutioner og - begivenheder. Disse kan være med til at skabe fælles identitet og kultur. === 12 Kulturpolitik i den ny Vejle Kommune = SF værdier SF vil have et blomstrende og mangfoldigt kulturliv både i lokalområdernerne og i regionshovedstaden Vejle. Der skal være tilbud af kulturelle ydelser til borgerne og attraktive arbejdspladser for dem der leverer dem. Det er afgørende for borgernes trivsel og for at tiltrække nye borgere, virksomheder og turisme. Kultur for, med og af mennesker er med til at stimulere den enkelte og dermed med til at give livskvalitet. = Udfordringer i den ny kommune I den ny Vejle Kommune er der ikke universiteter, konservatorier, landsdelsscener og landsdelsorkestre og dermed kun få fastboende kulturmedarbejdere med tilknytning til den type kulturinstitutioner. Kommunen ligger som en del af Trekantområdet mellem de kulturelle centre i Århus, København og Hamborg. Disse kulturgeografiske vilkår er en udfordring for Vejle Kommune, som ikke kan konkurrere på de store centres præmisser, men alligevel skal give kommunens indbyggere tilfredsstillende uddannelses-, udfoldelses- og beskæftigelsesmuligheder. Det kræver en helt speciel indsats på kulturområdet, i form af en målrettet strategi for en langsigtet udvikling. En velfungerende kultursektor er et afgørende udviklingsparameter for kommunen! Et aktivt kultur- og fritidsliv er vigtigt, hvis borgerne i den nye kommune på godt 100.000 indbyggere, skal opleve at have en fælles identitet, som værende en del af Vejle kommune. = Det vil SF * Vi ønsker at sikre lokale kulturcentre i centerbyerne - eksempelvis i tilknytning til biblioteker, skoler, sportsfaciliteter eller museer. * Vi ønsker at etablere og tiltrække kulturtilbud af national bevågenhed - f.x. musicalteater, symfoniorkester m.v. * Vi vil understøtte og udvikle eksisterende kulturinstitutioner og - begivenheder som fx. Teatret Trekanten. Disse kan være med til at skabe fælles identitet og kultur og være forbillede for vækstlaget * Den nye Vejle kommune har en række velfungerende museer med helt forskellig profil og faglighed. Disse skal samarbejde og gennem dette samarbejde skabe en udvikling som sikrer at der også i fremtiden tages kvalificeret vare på videregivelsen af kulturarven. * Vi ønsker et tidssvarende bibliotekstilbud som rækker ud til borgerne i hele kommunen. Biblioteket er ikke blot kultur, men i lige så høj grad information. Gennem såvel de fysiske biblioteker som gennem bogbussen og via internettet, skal borgerne have et tilbud der sikrer dem adgang til den viden der er en forudsætning for at deltage aktivt i udviklingen af det demokratiske samfund. * Vi ønsker en fortsat udvikling af det kulturliv der er overalt i kommunen, såvel på amatør- som professionelt plan. Samtidig er det vigtigt at stimulere det kulturelle vækstlag. Dette kan bl.a. gøres ved at sikre faciliteter til amatørerne. Her tænkes på værksteder, øvelokaler m.v. der etableres i tæt samarbejde med udøverne, der hvor de har behovet geografisk og fagligt. * Undervisningen af børn og unge indenfor det musiske område skal koordineres. Det gælder ikke mindst musikskoleundervisningen, i betragtning af de mange niveauer og lokaliteter den skal dække over. Basis skal være lokalt mens det videregående vil skulle placeres centralt. Endvidere skal alle børn i kommunen have reel adgang til undervisningen indenfor billed- og dramaområdet * Kulturelle oplevelser er vigtige i børns identitetsdannelse, derfor skal alle børn have mulighed for sammen med deres familie at opleve professionel kunst og kultur henvendt specielt til dem der hvor de bor. Derfor ønsker vi også at etablere et børnemuseum. * Der har gennem de senere år været et tæt samarbejde mellem Egtved, Give, Jelling, Børkop og Vejle om udviklingen af kultur for, med og af børn. Dette samarbejde skal udvikles i den nye kommune. Målet er at skoler, daginstitutioner, museer, musikskoler og andre kulturinstitutioner samarbejder om at sikre at børnene får mulighed for at møde professionel kunst og kultur og selv udvikle deres musiske kompetencer. === 13 Integration i den ny Vejle Kommune = SF-værdier Integration med respekt for det enkelte menneske og ligeværdighed mellem alle borgere. Det skal være et mål at flygtninge og indvandrere når et økonomisk, socialt og kulturelt liv på lige fod med andre mennesker. SF vil lade sig inspirere af mennesker, der har haft succes med integration. = Udfordringer i den ny kommune Vejle By har flere indvandrere end de øvrige centerbyer og landområderne. Efter kommunesammenlægningen vil presset på Vejle blive større. Samtidig har den ny større Vejle Kommune en langt større mulighed for at påvirke bosætningsmønsteret for flygtninge end vi har i dag og kvalificere den samlede integrationsindsats i hele kommunen. Vejle Kommune har været først med mange integrationstiltag, men den kan blive endnu bedre. Det er bl.a. vigtigt at føre aktiv boligpolitik, og at vi får udlejningsregler der muliggør dette fra staten. Uddannelsesområdet er et andet vigtigt indsatsområde, hvor alt for mange to-sprogede falder fra ungdomsuddannelserne. På arbejdsmarkedsområdet er vi påvirket af, at vi har mistet 1000 arbejdspladser til ufaglærte i det seneste år. Arbejdspladser, som måske var den umiddelbare mulighed for mange etniske borgere. De etniske ældre bliver flere og flere, og det kræver at vi dels kan tilbyde dem passende boliger tæt ved deres pårørende, dels at vi kan tilbyde passende hjælp til de ældre, der ofte ikke kan nå at lære at tale dansk. Problemer i de etniske familier bliver for sent synlige. = Det vil SF Boligområde * Aktiv boligpolitik der forhindrer ghetto-dannelse * Belastede boligområder skal aflastes ved at regulere udlejningen i området. Vi mener at det er vigtigt at indvandrere får mulighed for frivilligt at flytte til andre dele af kommunen/byen. Der skal sættes ind med incitamenter og forpligtende samarbejde med boligforeningerne, fx at der reserveres et antal boliger til indkomstsvage grupper fordelt i kommunen. * Vi vil arbejde for økonomisk støtte til boligspredning. * Kvarterløft og beboerrådgivning skal fortsat prioriteres og udbredes til andre bydele gennem det eksisterende byudvalgsarbejde. * Ansættelse af etniske gårdmænd i boligselskaberne, via virksomhedspraktik. Samt inddrage de etniske grupper i bestyrelsesarbejdet Skole- og fritidsområdet * De to-sprogede børn skal støttes i deres udvikling i det danske skolesystem, især vedrørende læsning og arbejdsvaner, ved at tilbydes kvalificeret undervisning i dansk som andetsprog, modersmålsundervisning og lektiehjælp. * Etniske forældre skal ved indskrivning af deres børn i skolen tilbydes et kort kursus, hvor de lærer om det danske skolesystem og kravene til deres involvering som forældre. * Eleverne skal blandes ud fra den mangfoldighed, som virkeligheden er udtryk for. * Etniske unge der klarer sig godt, skal synliggøres som rollemodeller for andre etniske unge, f.eks. gennem uddeling af priser, legater og lignende. * Idrætsklubber og andre fritidsaktiviteter skal støttes aktivt til at yde en særlig integrationsindsats * Der skal ydes rådgivning til idrætsklubber, for at få dem til at yde en indsats til at få indvandrere ind i klubberne samt over for børn og unge, for at de får kendskab til de tilbud der findes i idrætsklubberne. * De foreninger som gør et forebyggende arbejde i forhold til truede børn og unge, skal have mulighed for ekstra økonomisk støtte til netop det arbejde. Arbejdsmarkedsområdet * Der skal etableres kurser og rådgivning for etniske iværksættere * SF ønsker at oprette partnerskabsaftaler mellem Vejle Kommune og virksomheder om integration af udsatte grupper * Der skal tilbydes kortvarige, erhvervsrelevante kurser til etniske minoriteter for at øge deres muligheder for at få job * Der skal etableres et videns- og rådgivningscenter, som skal rådgive virksomheder om at realisere reel etnisk ligestilling i personaleplanlægning og -rekruttering * Der skal gøres en særlig indsats for at sikre praktikpladser til unge med anden etnisk baggrund. * Kommunen skal gå forrest, når det drejer sig om personalesammensætningen, som skal afspejle befolkningssammensætningen. Socialområdet * Formulere en integrationspolitik med grundig oplysning og vejledning til modtagelse af tilflyttere som er tilknyttet den offentlige forsørgelse, for at sikre hurtigst muligt integration i Vejle Kommune. * Vi vil støtte dannelsen af et netværk af danske venskabsfamilier, der ønsker kontakt til etniske familier * Vi vil støtte en udvikling i lokalområderne, hvor danske og flygtninge/indvandrere mødes og får udbytte af hinandens kulturer * Vi vil fortsat arbejde aktivt for, at der uddannes og ansættes flere etniske social- og sundhedsassistenter bl.a. til pleje af etniske ældre * Vi ønsker, at der findes etniske familier til familiepleje. * Etablering af værested for ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Asylansøgere * Sikre et godt forhold mellem asylcentrene i henholdsvis Jelling og Thyregod og de lokale samfund. På den måde kan asylansøgere få en god tid i Danmark mens de afventer deres fremtid, enten asyl et sted i Danmark eller udvisning fra Danmark, og lokalbefolkningen kan opleve asylansøgerne som en naturlig del af hverdagen * SF vil arbejde for at medarbejdere og borgere i kommunen får muligheden for at skaffe sig viden om hvordan det er at være flygtning i Danmark. Hvor og hvad kommer man typisk fra, hvordan er det at være traumatiseret, hvilken pædagogik benytter man i Røde Kors o.s.v. === 14 Sammenhængskraft og socialpolitik i den ny Vejle kommune = SF værdier SFs grundværdi er at alle mennesker har lige værd og skal have lige muligheder. Derfor er der socialpolitiske holdninger som grundlag for alle vore politikområder. Alle politikområderne skal bidrage til et mere lige og retfærdigt samfund. SF vil sikre borgere med sociale, fysiske og psykiske problemer et så normalt liv som muligt. Det gælder i forhold til arbejde, økonomiske muligheder, bolig, kultur og fritidsliv. SF vil bekæmpe social ulighed og udstødning og styrke sociale fællesskaber, både kommunale og private. = Udfordringer i den nye Vejle Kommune At fremme deltagelse i beskæftigelse for den ca. 1/5 af befolkningen der er mest truet af arbejdsløshed på grund af fx dårlig uddannelse, dårlige sprogkundskaber, få resurser eller helbredsproblemer. At forebygge risici for social udstødning. At støtte de mest sårbare grupper. At sikre samspil og synergi mellem alle berørte parter. De mest udsatte er de langvarigt arbejdsløse, indvandrere, enlige kontanthjælpsmodtagere og uddannelsessøgende. De mest sårbare er mennesker med alkohol- og stofmisbrug, mennesker med sindslidelser, hjemløse, prostituerede, kvinder der udsat for vold og ressourcesvage ældre. Målet er at sikre en markant reduktion i antallet af personer som er afhængige af kontanthjælp og sygedagpenge, og at modvirke social isolation og udstødning. Vejle by har en stor tilflytning af kontanthjælpsmodtagere; her er en tidlig indsats vigtig. Vejle by har brug for et intensivt bydelsarbejde. For truede børn er en sammenhængende tidlig indsats afgørende. Halvdelen af hvad et menneske lærer, lærer det inden børnehaveklassen. I den nye Vejle Kommune er der regionale forskelle på koncentrationen af socialpolitiske problemer. Det kræver en bred forståelse for og accept af den socialpolitiske indsats. Bæredygtige løsninger kræver aktiv inddragelse af borgere, daginstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. En stor udfordring ligger i overtagelsen af en række opgaver som hidtil har ligget i amtsregi, såsom de hidtidige amtsinstitutioner for børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer samt alle revalideringsopgaver såvel som tilbud, rådgivning og service til handicappede. = Det vil SF Generelt * Der skal sikre samspil og fokus på det sociale problemer bl.a. gennem oprettelse af et socialt kontaktudvalg som dækker den nye kommune. Udvalgets indsats skal rettes mod såvel arbejdsmarked og det sociale område, og sammensættes af såvel bruger og frivillige organisationer, arbejdsmarkedets parter og kommunale institutioner. Udvalget kan evt. sammenkøres med den kommunale indsatsen for sundhedsfremme og forebyggelse. * Vi vil prioritere den tidlige indsats, for at modvirke sociale følgevirkninger og undgå fastholdelse i det sociale system. * Vi vil arbejde for, at de sociale tilbud til kommunens borgere er tilstrækkelige og er tilpasset den enkeltes behov * Arbejde for en høj kvalitet i de tilbud, der gives borgerne. Med høj kvalitet menes, at der skal tages udgangspunkt i den enkeltes behov og dette behov skal tilfredsstilles i samarbejde med den enkelte og ud fra den nyeste viden om, hvilken løsning, der er den bedst egnede. * Der skal sikres en sammenhæng i de sociale tilbud, så der ikke opstår nye gråzoner. Det skal ske internt i kommunen for at nedbryde sekterisme og sikre tværfaglighed i opgaveløsningen. Dette skal også ske eksternt i forhold til f.eks. Regionen gennem indgåelse af samarbejdsaftaler. * Sagsbehandlings- og ventetiden til de forskellige sociale tilbud minimeres mest muligt. * At Vejle Kommune viderefører amtets og egne specialinstitutioner med fortsat høj kvalitet. Samtidig er det SF's holdning, at specialtilbud i videst muligt udstrækning skal integreres i det almindelige sociale og samfundsmæssige liv - når det tjener brugerne tarv. Og de ordinære tilbud til børn, unge og voksne skal være socialt rummelige samtidig med at et fagligt højt niveau sikres. * Se også programafsnittet, Velfærd, service og skat i den ny Vejle Kommune Det frivillige sociale arbejde * Styrkelse af det frivillige arbejde ved vedtagelse af en frivillighedspolitik i kommunen. * Styrket frivillig indsats ved oprettelse af et frivillighedshus, ansættelse af frivillighedskoordinator med henblik på kurser og frivillighedspleje samt inddragelse af unge i frivilligt socialt arbejde. Bydelsarbejde * Bydelsarbejdet, der i dag fungerer i to boligområder: Nørremarken og Løget By i Vejle, bør fortsættes. SF vil endvidere arbejde på, at arbejdet udvides til et nyt boligområde, således at der også kan ansættes en projektkoordinator i Vejles Vestbyen. * Vi vil arbejde hen imod at ansætte en "flyvende" projektkoordinator, der kan rykke ud til øvrige boligområder i kommunen efter behov. * Endvidere ønsker SF at videreføre det koordinerende samarbejde mellem kommunen, alle boligselskaber, beboere, skoler, daginstitutioner, frivillige organisationer mv. Handicap * Vi vil arbejde for øget tilgængelighed i den ny Vejle Kommune for handicappede af offentlige kontorer og institutioner, butikker, information samt job i den private og offentlige sektor. Der skal udarbejdes en politik for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i tæt samarbejde med handicaprådet. * Tilstrækkelig aflastningstilbud til familier med handicappede børn skal sikres i den nye kommune. * Etablering og organisering af brugerindflydelsen på handicapområdet. * Sikre en kvalificeret rådgivning, både til forældre med børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, til barnet, den unge og voksne selv og til samarbejdspartnere indenfor området. Socialpsykiatrien * Arbejde for, at socialpsykiatrien får gode vilkår efter overflytning af nye opgaver til kommunen. Der skal være en god kommunikation og integrering af arbejdsopgaver på tværs af sektorer og på tværs af kommune og den nye region. * Sikre, at der er sammenhæng mellem det psykiatriske behandlingssystem og de kommunale tilbud til personer med en psykiatrisk diagnose. Dette skal ske gennem et tæt samarbejde mellem regionens og kommunens psykiatriske teams og andre relevante parter. Dette for sikre en koordineret indsats, så borgeren får den nødvendige hjælp, når der er brug for den. * Vi vil arbejde for at fastholde et fagligt højt niveau hos de ansatte gennem god adgang til efteruddannelse, vikardækning samt opretholdelse af faglige netværker på tværs af de kommende kommunegrænser. * Behovet for en øget social indsats blandt de sindslidende skal undersøgelse og relevante tiltag iværksættes. Misbrug * At alkohol/misbrugspolitik og forbrug og forebyggelse, er et væsentligt tema på arbejdspladser, i institutioner samt foreninger og skoler i samarbejde med misbrugscenteret. De unges forbrug af alkohol skal nedbringes og alkoholforbrug blandt børn skal fjernes. * At misbrugere med børn følges tæt, og får den hjælp de behøver både sammen og hver for sig, hjælp for at hindre at børnene tager skade. * Vi vil etablere et kommunalt misbrugscenter efter nærhedsprincippet med inddragelse af de bedste forebyggelses-. og behandlingsmetoder Tilbuddet skal være tæt på borgeren og etableres i et nært samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger/afdelinger, så der er sammenhæng og tryghed i at gå i behandling. * Vi vil arbejde for at sikre behandlingstilbud uden ventetid for at borgere med et misbrug kan fastholde deres motivation * At der oprettes en bred vifte af behandlingsmuligheder, der tager højde for forskellige grader af og grunde til misbrug. Det handler om en skala fra ambulantbehandling med og uden antabus/metadon eller anden medicinsk støtte, til kortere og længerevarende dag eller døgntilbud. * Et værdigt socialt eller arbejdsmæssigt aktiveringstilbud til Misbrugere og alkoholikere, hvor kravene ikke overstiger deres formåen for at sikre succes oplevelser samt fastholde deres motivation. * At de unge får deres eget værested så de ikke smittes af de ældre misbrugeres holdninger, med mulighed for at opbygge egne netværk samt selvhjælpsgrupper. Hjemløse * Behovet for midlertidige botilbud og social rådgivning til hjemløse skal undersøges, herunder behovet for alternative boformer, som fx opgangsfællesskab for hjemløse Kriminalitet * Sikre forebyggelse og resocialisering i forhold til kriminalitet, herunder SSP arbejde og aktiv indsats ved ophør af fængselsophold for at hjælpe tidligere fanger i gang med en ny tilværelse fri for kriminalitet. Børn og unge * Se valgprogrammets afsnit, Børn og unge i den ny Vejle Kommune Social lighed i sundhed * Se valgprogrammets afsnit, Sundhed for syge og raske - social lighed i sundhed i den ny Vejle Kommune Beskæftigelse * Se valgprogrammets afsnit, Erhverv, beskæftigelse, turisme og uddannelse i den ny Vejle Kommune Kommunen som virksomhed * Se valgprogrammets afsnit, Vejle Kommune som virksomhed. Integration * Se valgprogrammets afsnit, Integration i den ny Vejle Kommune Fritid og idræt * Se valgprogrammets afsnit, Fritidspolitik i den ny Vejle Kommune Ældrepolitik * Se valgprogrammets afsnit, Senior/ældrepolitik i den ny Vejle Kommune Persontransport * Se valgprogrammets afsnit, Trafik i den ny Vejle Kommune === 15 Senior/ældrepolitik i den ny Vejle Kommune = SF værdier De fleste seniorer og ældre kan klare sig selv, men nogle bliver på et tidspunkt afhængig af hjælp fra andre. Disse borgere skal fortsat værdsættes, og det vil SF sikre ved en ældrepleje præget af omsorg, respekt, faglig dygtighed og viden. Samtidig vil vi støtte seniorer og ældre i en sund og aktiv tilværelse som kan sætte dem i stand til at bevare egenomsorg og livskvalitet livet igennem. = Udfordringer i den ny kommune Den ny Vejle Kommune skal samle en indsats på ældreområdet som de fem kommuner hidtil har drevet på hver sin vis. Det er en stor udfordring at tilgodese de forskelle der kan have værdi i det enkelte lokalområde, samtidig med at der vil opstå krav om ensartethed i hele kommunen. For SF er det afgørende at der er både driftssikkerhed og kvalitet i ældreplejen - så må vi acceptere at der i en periode kan være forskellige vilkår for udførelsen af opgaverne og modtagelsen af hjælpen i de enkelte lokalområder. Men målet er en harmonisering af ældreplejen. Antallet af ældre medborgere vil være stigende de kommende år. Behov for kvalificeret tilgang af arbejdskraft i ældresektoren samtidig med at fagområdet har lavstatus   = Det vil SF * Vi sætter særlig fokus på de svageste ældre og de grupper som kræver særlig opmærksomhed. Det er bl.a. de etniske ældre, misbrugere, demente borgere og deres pårørende. Her stilles særlige krav vejledning, støtte, pleje og omsorg. * Sikre viden og kunnen omkring svage ældre . * Flere dagtilbud til hjemmeboende demente og aflastningstilbud til deres pårørende. * Udbygge antallet af pleje- og ældreboliger så ventetider begrænses. Målet er pladsgaranti til alle borgere der har behov for pleje- eller ældrebolig. * Mangeartede tilbud om motion og andre aktiviteter (foredrag, diskussioner, film, musik) som alle er forebyggende, idet nyere forskning viser at jo mere aktiv man er, jo kortere er den tid hvor man bliver afhængig af andre. * Sikre sund og velsmagende mad i den kommunale madordning. * Organisering af plejen så den enkelte ældre kun får besøg af få medarbejdere som de kan være trygge ved og fortrolige med. * Forbedre arbejdsvilkårene for plejepersonalet så stress og nedslidning begrænses, bl.a. med klare retningslinier for prioritering af arbejdsopgaver og for hvornår der skal sikres vikardækning, så der også fremover kan tiltrækkes kvalificeret arbejdskraft. Det vil både komme personalet og borgerne til gode. * Inddrage ældreråd og pensionistforeninger i tilrettelæggelse af ældrepolitikken og aktiviteter for ældre * Sikre at der sker en opsamling og udbredelse af best practice fra de hidtidige fem kommuners ældreservice. === 16 Sundhed for syge og raske - social lighed i sundhed i den ny Vejle Kommune = SF værdier Det er SF's grundholdning, at det er leve- og arbejdsvilkår der skaber fundamentet for sundhed. Jo bedre levevilkår, jo bedre sundhed. Den væsentligste sundhedsindsat består i at sikre uddannelse og arbejde til alle -- den negative sociale arv skal brydes. Omvendt er forringet helbred en væsentlig årsag til at store dele af befolkningen forhindre i at påtage sig et arbejde - med ringe levevilkår til følge. De socialt dårligt stillede har forholdsmæssigt mange gange flere hospitalsindlæggelser. Mange sygdomme og skader kan forebygges eller undgås ved at fremme sundheden. Og mange der er behandlet for sygdom eller skade, kan rehabiliteres så de kan komme over eller kan leve med skavankerne samt genoptage job, familie- og fritidsaktiviteter. Det er SF's holdning at der skal være lige adgang til sundhedsydelser, og ydelserne skal være tilgængelige - økonomisk og fysisk. Det er et samfundsansvar at skabe sundhed - ikke alene et individuelt anliggende. Mental og fysisk sundhed er en afgørende forudsætning for at kunne nyde livet, tage ansvar for sig selv og andre samt deltage i samfundslivet. = Udfordringer i den ny kommune Med strukturreformen får kommunerne hovedansvaret for en bredere indsats med forebyggelse, sundhedsfremme og genoptræning. Kommunalbestyrelsen får ansvaret for at skabe rammer for en sund levevis. Kommunalbestyrelsen skal endvidere etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne samt behandlingstilbud for alkoholmisbrug og brug af euforiserende stoffer. Endvidere skal kommunen tilbyde genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. En af de store udfordringer er indsatsen i forhold til kronisk syge personer og forebyggelse heraf. Mere end hver tredje voksne dansker lever i dag med en langvarig sygdom. Og mange udsættes for personskader på grund af ulykker. I en kommune med 100.000 indbyggere som den ny Vejle Kommune vurderes det at dreje sig om bl.a. følgende: * Indbyggere med kroniske lidelser: Ca. 4.500 med aldersdiabetes, ca. 5.000 med astma, ca. 3.500 med rygerlunger og ca. 9.000 med ryglidelser. * Det årlige antal ulykker med personskade: ca. 3800 hjemmeulykker, ca. 2400 ulykker ved fald af ældre over 65år, ca. 1900 sportsulykker, ca. 1300 trafikulykker, ca. 900 ulykker i skoler og institutioner. * De nuværende fem kommuner har tilsammen ca. 9.000 dagpengesager årligt for folk der meldes syge fra deres arbejde. Genoptræning har hidtil været relativt lavt prioriteret. Derfor må forventes et større pres på kommunerne for tilvejebringelse af genoptræningstilbud. Udfordringen bliver at sikre et sammenhængende patientforløb, mellem sygehus, praksislæger, klinikker og kommunale tilbud - inden for en rimelig og forsvarlig tidsramme. Kommunen får ansvaret, men får kun en brøkdel af de penge det koster. Derfor bliver det en udfordring for kommunen at tilrettelægge sundhedsindsatsen, således at økonomiske ressourcer løbende frigøres. Viden om effektiv forebyggelse og sundhedsfremme er ikke udbredt. Og gevinsten ved forebyggelse og sundhedsfremme viser sig ofte på andre områder, end der hvor indsatsen sker. Der er en fare for at forebyggelse og sundhedsfremme drukner ift. den primære drift. Velfærdsproblemer og -udgifter skal forebygges. Udstødningen fra arbejdsmarkedet på grund af sygdom og skader samt presset på social- og sundhedssektoren skal bremses. = Det vil SF * Vi vil have vedtaget en sundhedspolitik for den ny Vejle Kommune. Politikken skal bl.a. omfatte: 1. Genoptræning og rehabilitering efter sygdom 2. Hjælpe folk på sygedagpenge tilbage på arbejde 3. Sundhed for de raske - forebyggelse og sundhedsfremme 4. Lighed i sundhed - fokus på de helbredsmæssigt mest belastede dele af befolkningen. * Vi vil have oprettet et sundhedscenter som kan løfte kommunens sundhedsopgaver efter kommunalreformen. ** Centret samler kommunens indsats og skal bl.a. kunne vejlede den enkelte borger, tilbyde træningsaktiviteter, give rum for selvhjælpsgrupper. ** Centret skal samarbejde med institutioner, patient- og andre foreninger, by- og bydelsinitiativer, arbejdspladser samt sygehuse, praktiserende læger mv. * Der skal iværksættes en overvågning af udviklingen i de væsentligste folkesygdomme, ulykker og selvoplevet helbred i kommunen - i samarbejde med de centrale sundhedsmyndigheder. Udviklingen skal kunne lokaliseres geografisk, erhvervsmæssigt og socialt, således at tiltag og tilbud kan målrettes. * Befolkningens holdninger og værdier til handicap, sygdom og sundhed samt viden til at håndtere egen sundhed skal frem i den offentlige debat. * Vedtagelse af en uddannelsesstrategi for sundhedsfagligt personale inkl. centrale faggrupper i kommunen, så de effektfuldt kan deltage i arbejdet med sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Uddannelser kan udvikles i samarbejde med sundhedsuddannelsernes efteruddannelsesafdelinger. * For at sikre de nødvendige ressourcer til den forebyggende indsats og sundhedsfremme skal der opbygges en omstillingspulje til sundhedstiltag. * Genoptræning og rehabilitering efter sygdom og hospitalsbehandling skal sikres - både af fysiske, mentale og sociale/arbejdsmæssige færdigheder - for at sikre bedst mulig livskvalitet og funktionsniveau. ** Kommunen skal påtage sig ansvaret for koordinering af behandlingsforløbet: fra behandlings- og træningstilbud, arbejdsprøvning, tilbagevenden til arbejde eller tildeling af pension. Der skal udpeges en tovholder for logistikken i hvert patientforløb. ** Kommunen skal sikre at der føres en dialog med borgeren om, hvilket liv vedkommende ønsker at vende tilbage til. ** Der skal udarbejdes programmer for de enkelte patientforløb ** Der skal udvikles en internetbaseret journalinformation der er brugbar for både medarbejdere, patienter og pårørende, og som kan oparbejde statistiske data om fx effekten af forskellige typer rehabiliteringsindsatser. * Hjælpe folk på sygedagpenge tilbage på arbejde, ved bl.a.: ** Tidlig dialog med sygemeldte, den arbejdsmedicinske klinik, virksomheden med flere, fx ved såkaldte rundbordssamtaler. ** Sikre koordination af relevante trænings- og behandlingstilbud, ** Oprettelse af partnerskabsaftaler mellem kommunen og virksomheder om bl.a. integration udsatte grupper, forebyggelse ved arbejdsbetinget sygefravær, omplacering og delvis raskmelding med fokus på sygemeldte med nedslidningsproblemer. * Forebyggende og sundhedsfremmende tiltag skal i første omgang rettes mod områder, hvor muligheder for resultater er størst: Sundhedsmæssigt udsatte befolkningsgrupper samt udbredte ulykker og folkesygdomme hvor der er gode forebyggelsesmuligheder. Det drejer sig bl.a. om følgende: Aldersdiabetes, forebyggelige kræftsygdomme, hjerte-karsygdom, knogleskørhed, muskel- og skeletlidelser, overfølsomhedssygdomme, psykiske lidelser og rygerlunger samt idrætsskader, ulykker i trafikken og faldulykker blandt ældre. * Vejle Kommune skal med sine ca. 8500 ansatte gå foran på sundhedsområdet. Sundhedsfremme og forebyggelse skal indarbejdes i alle kommunens områder: Indkøb, udbud, erhvervskontakt, ældre- og børneområdet, trafikplanlægning, lokalplaner mv. * Kommunen skal arbejde for sunde arbejdspladser ved at skabe dialog med virksomhederne bosat i kommunen, om bl.a. ergonomiske arbejdspladsindretning, stress, motion, alkoholpolitik, røgfri miljøer, forebyggelse af sygefravær mv. Kommunen skal bl.a. tilbyde forpligtende sundhedsaftaler mellem kommunen og virksomheder. * Sundhedsområdet skal forankres i et fagudvalg. * Efter SFs opfattelse skal der desuden oprettes et tværgående forebyggelsesudvalg på tværs af alle kommunale forvaltningsområder, til generelt at koordinere og sætte fart i den forebyggende indsats på alle områder, bl.a. sundhedsproblemer, sociale problemer, beskæftigelsesproblemer, undervisningsproblemer, integrationsproblemer, miljøproblemer og trafikproblemer . Endvidere skal der etableres et forebyggelsesforum hvor alle relevante aktører og organisationer tilbydes deltagelse - for at opnå synergi og samtidighed i indsatsen.